Du gør alt det, som du tænker, er det rigtige – og knokler for at bevise dit værd
I 1.0 sidder vi fast i det, som jeg kalder for en idealfælde. Vi spørger hele tiden os selv: Hvad er det rigtige at gøre her? Hvordan er jeg en rigtig leder? Det er de udefrakommende succeskriterier og idealer, som vi leder os selv med. Vi sammenligner vores egen inderside med andres yderside og strammer os an for at holde facaden.
Da jeg var leder, ville jeg gerne være en “rigtig” leder. Jeg tænkte, at en “rigtig” leder er stærk, rationel, enormt vedholdende og meget målrettet. Så de kvaliteter forsøgte jeg at udstråle. Men i virkeligheden satte jeg et skjold foran, hvem jeg er, og hvad mine værdier er – og jeg devaluerede mine talenter. Jeg gjorde faktisk vold mod mig selv og var ikke tro overfor min egen mavefornemmelse.
I 1.0 ser vi altså på, hvad andre ledere gør og sammenligner os med dem. Vi kommer fejlagtigt til at tro, at andre altid er stærke, afklarede og aldrig er i tvivl, og så tror vi, at vi selv er forkerte og utilstrækkelige, når vi ikke er det.
Du er en løve på Arktis – og kæmper for at overbevise andre om dit værd
I 2.0 er man på overarbejde. Enten er man vant til at få energi af trods og bliver motiveret af at tænke: Nu skal jeg fandeme vise dem. Eller også har man vænnet sig til at være en løve på Arktis. Det er ikke, fordi der er noget i vejen med løven. Det er heller ikke, fordi der er noget i vejen med Arktis. Men matchet er dårligt.
Du kan gøre to ting: Du kan tage kampen ud af det, eller du kan flytte dig. Du kan altid forsøge at få det til at fungere, men nogle gange er det tid til at erkende, at det ikke kan nytte noget. Lad os sige, at du arbejder i en virksomhed, der er ekstremt fokuseret på finans og bundlinje. Du ønsker at overbevise din medledelse om, hvor stor indflydelse den menneskelige ressource har på en høj bundlinje, men der er ikke nogen lydhørhed for det. Så må du overveje: Kan jeg se, at det nytter og flytter, eller hvor mange år af mit liv vil jeg slås forgæves med det her?
Alene det at erkende, at det er omstændighederne, man slås med, kan gøre en stor forskel. Fordi uanset hvordan du griber kampen mod omstændighederne an, så så ender du med at tabe – 100 % af gangene. Og dét er dårlige odds.
Du viser, at du er et ægte menneske – og ejer dit værd
I 3.0 leder vi indefra gennem vores egen identitet. Når vi gør det, så holder vi op med at forsøge at bevise vores værd eller overbevise andre om vores værdier – i stedet leder vi ved at vise, hvem vi er.
Mange ledere synes, at det er en fejl ved dem selv, at de ikke stålsatte nok og har brug for at afstemme sig selv med andre mennesker. Men det er i virkeligheden at underkende sin egen medmenneskelighed. Og medmenneskeligheden er med til at skabe et stort følgeskab som leder. At andre kan mærke, at her er et ægte menneske. At man kan sige til sin medarbejder: Hvor er det fantastisk, at du kan det dér, det er lige præcis derfor, at jeg har brug for dig, fordi det er her vi kan supplere hinanden og i fællesskab gøre en forskel.
Når man leder med et ledelsesskjold foran sig, så prøver man at stive sit eget ego af ved at gøre “det rigtige”. Men det, som andre mennesker er loyale overfor, er ikke egoet. Det er den essens, vi er som mennesker. Det er vores værdier, det vi tror på og står for, vores formål med at bedrive ledelse.
Derfra kan du godt træffe de upopulære beslutninger og være transparent omkring det, fordi det er godt for et større hele. Når du er tydelig i forhold til, at det er i rollen som leder, de upopulære beslutninger skal træffes, så er det ikke din egen identitet, du slider på.