Vi har lange to do-lister og lever i troen på, at liiige om lidt, når først vi er færdige, så bliver alt godt. Men har du spurgt dig selv, hvad det koster dig at lade din tilfredshed med dig selv og livet være afhængig af en to-do liste?
Stress og travlhed er på mange måder blevet en konstant på rigtig mange arbejdspladser – og i vores privatliv. Nogle steder er det nærmest blevet et succeskriterie at have travlt – så er du ”noget”, så er du ”vigtig”. Og netop tid – eller manglen på samme – er et argument, jeg møder meget ofte under mine ledelsesforløb, når vi taler om barrierer for at opnå det, der var årsagen til, at de placerede sig i lederstolen.
Det er som om, at alle de forandringer, vi drømmer om at skabe – både når vi agerer som ledere for en medarbejdergruppe eller i vores eget liv – hele tiden udsættes til en fremtid, når der er bedre tid. Det ender altså nederst på to-do-listen. Og når næste måned begynder, så overføres alle de punkter i bunden på en ny to do.
Jeg har arbejdet med ledelsesrådgivning i årevis, og min erfaring er, at alenlange to do-lister med praktiske opgaver og brandslukning æder vores tid, overskud og bevæger os længere væk fra at få realiseret vores vision og drøm – såvel professionelt som privat.
Et liv fyldt med mellemtilfredshed
Her i december er det som om, at skruen får et ekstra hak. Meget skal afsluttes inden året rinder ud – projekter, planlægning og regnskaber, der skal i øvrigt også hygges, og så er der alle familiearrangementerne. To do-listerne bliver længere og længere, desto tættere vi kommer på juleaften, og vi fortæller os selv, at hvis vi bare får sat hak ved alle opgaverne på listen, så skal det hele nok blive godt.
Det at nå i mål – at kunne sætte hak ved sine ambitioner, det er et dybt ønske i de fleste mennesker. Hos alle de ledere, jeg har haft i forløb, så er det nok deres stærkeste drivkraft. Og så meget desto større bliver frustrationen, når det ikke sker.
Vores mange to do-lister får os til at jagte et ideal om, at alt bliver godt, når vi bare lige får ordnet dit eller dat. Men i virkeligheden knokler du af sted og lever et liv, der er fyldt med mellemtilfredshed.
Har du nogensinde stillet dig selv disse spørgsmål:
- Hvad koster det mig at tænke, at jeg skal have ordnet alt på min to do-liste for, at jeg kan slappe af?
- Hvad koster det mig at sige ja til de forkerte ting?
- Hvad koster det mig at lave min to do-liste længere og længere?
- Hvorfor er det, der står på min to-do liste overhovedet væsentligt?
Det kan jeg svare dig på: Det koster dig din livsglæde og dit overskud. Og det koster dig lykken over at realisere nogle af de mål, du som livsambitiøst menneske helt sikkert bærer rundt på.
Men hvad er så hemmeligheden til at undgå et liv med mellemtilfredshed og aldrig at nå bunden af to do-listen? Et af de værktøjer, jeg bringer i spil i min rådgivning, det er not to do-listen.
To do or not to do – that is the question
En not to do-liste kan du både bruge til specifikke arbejdsopgaver og til større forandringer i livet. Det handler først og fremmest om at få klarhed over, hvad der er dit ansvar, og hvad der ikke er dit ansvar. Og i den forbindelse er det meget essentielt at huske på, hvad du får ud af fjerne noget fra to do-listen og i stedet sætte det på not to do-listen.
Lad mig komme med et eksempel: Vi har kun 24 timer i døgnet, selv om mange af os ville ønske, at vi kunne trylle flere frem – eller lever i den tro, at hvis vi bare løber hurtigt nok, springer pausen over og sover mindre, så får vi følelsen af at have 26 timer i døgnet. Men du kan faktisk få følelsen af at have mere tid ved at gøre mindre. Det er her not to do-listen er vigtig.
Hvis du bliver ved med at sige ja til nye opgaver på din to do-liste, så ender det med at gå ud over din nattesøvn, familietid og tid til dig selv. Et ja til flere opgaver er altså i virkeligheden et nej nærvær med familien og dermed din energi, integritet, dit overskud og alt det, der giver dig den inspiration, som du reelt skaber endnu bedre resultater med.
Når du sætter noget på din not to do-liste, så er det altså ikke nok bare at sige nej. Hvis ikke du ejer dit nej, så er du lige vidt. Giv dig derfor tid til at tænke over, hvad der er mest væsentligt for dig, når alt er vigtigt. Og når alt på to do-listen er vigtigt, så sæt de ting, der ikke er mest væsentlige for dig over på not to do-listen.
Det mest væsentlige, når alt er vigtigt
Specielt her i december er der mange, der har idéer om, at tingene skal være på en bestemt måde for, at det er rigtigt. Det er dét, som jeg kalder for idealfælden. Vi sammenligner vores egen inderside med andres yderside – vi sætter idealer op for os selv, som vi skal nå, fordi det er forventet af os. Men hvem er det, der forventer det af os?
Hvem er det, der siger, at “den rigtige måde” at julehygge på er at bage småkager med ungerne? Hvorfor ikke gå forbi Brugsen og købe småkagerne? Så kan du i stedet være nærværende med dine børn og hygge med at spise småkagerne – og gøre det med verdens bedste samvittighed.
Det samme gør sig gældende i dit lederjob. Jeg har mødt mange ledere, der gør tingene selv i stedet for at uddelegere det, fordi de tror, at det er hurtigere. Eller fordi de tror, at det er den eneste måde, opgaven bliver løst ”rigtigt” på. Men det ender med at bide dem selv bagi. Hvis ikke du får uddannet dit personale til at tage ansvar for opgaver og føre dem til dørs, så bliver dine medarbejdere uselvstændige, og du ender som flaskehals. Det er derfor, det er vigtigt, at du får kigget på, hvad det er, der er dit ansvar, og hvad der ikke er dit ansvar.
Ved at sige nej til at stresse over at skulle have en finger med i spillet på alle opgaver, ved at fjerne det fra din to do-liste og sætte det på din not to do-liste, så har du sagt ja til det, der er mest væsentligt for dig – om det så er nærvær med familien eller mere tid til dig selv.
Kun ved at prioritere de ting, der er mest væsentlige for dig, når alt er vigtigt, kan du undgå at miste din livsglæde og dit overskud.
Vil du lære mere om, hvordan du bliver den leder, du gerne vil være?
Det kan du på mit gratis infomøde, hvor jeg både fortæller om lederudviklingsforløbet og det nye koncept Sjælssnaps for ledere, som løber af stablen i 2019. Book en plads på infomødet allerede i dag – klik her.